Depend 7-Day

For noget tid siden, købte og prøvede jeg det her system fra Depend.

Det er første gang jeg køber noget fra Depend nogensinde, men nu skulle det prøves. Hel ideen er, at du får en holdbar lakering, som kan holde i op til 7 dage, uden brug af en LED/UV lampe.

En af de ting som Depend har gjort meget ud af, er at man ikke skal sammenligne deres GelLack og så det her 7 Day system, som Depend kalder for et Hybrid system, hvad end det så indebærer. GelLack kom en tur i mediemøllen og blev trukket tilbage fra både det danske og det svenske marked, fordi der var nogen der fik allergi af det. Min personlige holdning til den sag, den kommer jeg muligvis ind på en anden god gang.

Jeg gik en tur i Matas og købte en startpakke – også kaldet et Starter Kit – til den nette sum af 99,95 kr. Startpakken indeholder alt hvad du skal bruge, lige med undtagelse af en farvet neglelak, så den skal du altså købe ved siden af. Farven koster 49,95 og du ender altså lige omkring 150 kr i omkostninger, før du er begyndt. Det er i sig selv ikke helt skidt, når man sammenligner med hvad en OPI fx. koster i Matas. En anden snak er så, at du får 5 ml. farve med, hvor der normalt er 15 ml. i en OPI.

Startsættet indeholder:

  • 35 ml 7 Day Cleanser, som du bruger til at fjerne alt hvad der måtte være af snavs på din naturnegl.
  • 5 ml. Protecting BASE, som er en base coat, der også skulle beskytte mod misfarvninger.
  • 5 ml. Hybrid TOP, der giver shine og “gel feeling”, som de kalder det.
  • En lille rosenpind
  • En lille neglefil

Jeg valgte at købe den farve der hedder Local Grapevine, som er super smuk lilla farve, med pink og blå shimmer i. Alle der læser med her, er vist ikke i tvivl om, at jeg er en ren skade på det med neglelak. Alt hvad der skinner og glimter, det er jeg vild med. Her fik jeg, som før nævnt, 5 ml. neglelak for 49,95 kr.

Blot for at fremhæve en knald smart ting, så har Depend lavet sådan et cirkel system, der giver et praj om, hvor dækkende farven er. En tom cirkel giver en sheer finish, en halv fyldt cirkel er en semi sheer og en hel udfyldt cirkel er en heldækkende. Cirklerne finder du både på flasken og på de farvekort der er i butikken.

En ting Depend understreger i manualen er, hvor vigtigt det er at forsegle både base, farve og top, når man bruger systemet, så skulle du kaste dig ud i det her, så husk lige det. En anden ting er, at det er knald vigtigt at du tillader hvert lag rigeligt med tørretid, så der ikke går ged i den.

Så er det bare i gang.

Dag 1:

Her lagde jeg systemet på neglene. Det var overraskende nemt at arbejde med, så der var ingen problemer i den retning. Det var faktisk en regulær fornøjelse. Penslen, som jo er min evige kæphest, er sådan en lille bred fyr og normalt, så kaster jeg sådan en ud af vinduet. Den her var helt vildt lækker at arbejde med, til min store overraskelse.

Min farvede lak gav jeg to lag og til trods for at den skulle være heldækkende og set i bagklogskabens fede lyskegle, så ville jeg nok vælge at bruge et lag mere.

Endnu en bonus er, at det faktisk er tørt i løbet af inden tid.

Depend 7 Day Local Grapevine

Dag to:

Stille og rolig dag og lakken var stadig fin i overfladen og uden større ridser. Der var dog enkelte brugsridser, men ikke mere end man kan forvente. Dog bemærkede jeg, at top coaten havde trukket sig lidt ved den frie kant, til trods for forsegling af alle lag.

Depend 7 Day Local Grapevine

 

Dag 3:

Her anbefaler Depend at man giver et lag mere, af deres Hybrid TOP. Det gjorde mange gode ting ved finishen og udlignede brugsmærker. Også dette lag blev forseglet.

På det her tidspunkt, blev det en udfordring for mig. Udgroningen var allerede lige så vild at jeg ikke synes det var en fest mere.

Depend 7 Day Local Grapevine

Dag 4:

Her kom det første lift på mine negle, som I kan se på min pegefinger. Ikke noget vildt og ikke noget som lidt Fifty Shades ikke kunne gøre godt igen.

Depend 7 Day Local Grapevine

 

Dag 5:

Det her blev den sidste dag de holdt på mig. Egentlig ikke fordi de var synderligt grimme, men efter jeg havde lagt endnu et lag af top coaten på (dag 3), havde lakken trukket sig endnu mere. Så jeg nåede til et punkt, hvor jeg ikke kunne holde ud at se på det mere og derfor røg det af – udgroningen er jo også helt gal.

Depend 7 Day Local Grapevine

 

Nå Nina, hvad synes du så? Det skal jeg fortælle dig…

For det første, så kan jeg godt se ideen i det her system. Dem der har lidt mindre tid i budgettet til neglelak, er dem det her system er skabt til. Systemet er ikke skabt til en tosse som mig, der bruger så meget tid på neglelak som jeg gør og som ikke kan holde ud at se på en udgroning, fordi man har negle der gror som skidt (ret præcis beskrivelse af mig, i øvrigt).

Hvornår kunne jeg så finde på at bruge det her igen? Det kunne jeg, hvis jeg skal på ferie og ikke lige sætter tid af til neglelak, men hellere vil opleve og nyde min ferie.

En ting jeg bliver lidt nysgerrig på, og som jeg har set inde på Depends Instagram, der er muligheden for at lave nailart med systemet og hvor godt det mon virker/holder. I det øjeblik det kan lade sig gøre, så bidrager det kun positivt til systemet, i min optik. Jeg har kun en enkelt farve og det kan snildt være jeg køber nogle flere, for at teste systemet lidt mere.

Hvad kunne være anderledes? Jo, i og med at du skal bruge top coaten oftere end resten af systemet, så kunne de godt lige lave en lidt større udgave af den.

Der er masser af muligheder og det er jo i bund og grund skide smart.

 

***** For god ordens skyld, så har jeg selv købt alt til anmeldelsen her. Jeg får hverken produkter, rigdom og berømmelse fra Depend for at have skrevet indlægget her *****

4 Comments

  1. Marianne Arvedsen

    Tak for en fin side.
    I 3 år har jeg fået lavet shellac fra CND på mine negle hos min behandler her i Greve uden problemer med mine negle, de voksede og blev stærke.
    Da jeg nu er blevet folkepensionist og skulle finde nogle besparelser, droppede jeg at få lavet negle hos min behandler i februar måned.
    Jeg købte så Depend 7- day hos Matas i slutningen af april måned.
    Jeg gjorde nøjagtig som der stod i brugsvejledningen og var stolt over min neglelak holdt i 7 dage, så jeg købte yderligere 2 farver 1 grøn og 1 blå, den blå brugte jeg den 23 maj og efter at taget den af var mine negle blevet misfarvet, begyndte at knække, spalte og flosse. Kontaktede min neglebehandler, som fortalte, at jeg ikke kunne tåle disse neglelakker fra Depend og at jeg ikke skulle bruge dem mere.
    Nu smører jeg mine negle 3 gange om dagen med RescueRxx fra CND skulle være en plejende olie med keratin som jeg købte hos min neglebehandler, skal bruge den i 4 uger.
    Har i dag været over i min Matas og vist mine grimme negle, damen derover sagde også, at jeg måtte have fået allergi af deres neglelak.
    Så fremover vil jeg have lavet mine negle igen med CND shellac hos min neglebehandler, men så ikke så ofte som før.
    SKAL aldrig bruge Depend 7-day lak.
    Det var mine erfaringer med deres neglelak.
    Mvh Marianne

    • Hej Marianne.

      Jeg er ked af at du har haft en dårlig oplevelse med produkterne – den oplevelse har jeg heldigvis været forskånet for endnu.

      Jeg er selv i gang med uddannelse hos CND og jeg elsker produkterne, så dem kan jeg også varmt anbefale.

      Rigtig god sommer til dig og tak for at du kiggede forbi bloggen.

      Kh Nina

  2. Mon dette Depend system kan fjernes med alm neglelakfjerner, eller skal der en særlige en til det projekt?

    🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *