Christian Louboutin – Farida

Christian Louboutin Farida

Christian Louboutin – Farida

Farida er en brun til bronze duo chrome shimmer neglelak.

De her neglelakker er simpelthen så dyre, at det virker helt urimeligt. Og ja, det er det nok også, når alt kommer til alt. Du får 13 ml. for lige omkring 300 kr.

Neglelakken kommer med noget af et låg, men overraskende nok, så er det lige præcis det der gør, at den er super god at arbejde med. Hellere det, end et låg der er så lille, at det bliver upraktisk og umuligt at arbejde med.

Nitten ved neglelakker fra Louboutin er, at pigmenterne har det med at skille noget så grusomt efter noget tid. Så kan du stå og ryste dem med alle dine talenter, uden at det virker en dyt. Jeg må få min mand til det, da jeg simpelthen ikke har styrken i armene til det. Det ligner simpelthen at de er blevet ramt af en pigmentfejl af den anden verden, hvilket er ufatteligt utilfredsstillende, når man betaler så meget for en neglelak. Dem der er værst, kan jeg tilføje, er de ganske almindelige creme neglelakker.

Jeg er klar over, at det absolut ingen indvirkning har på neglelakkens formåen, men når man ikke engang har puttet et par stålkugler ned i, som kan gøre livet lidt lettere for en vatarm som mig, så virker prisen om muligt, endnu mere helt hen i skoven.

Holder manicuren så bedre eller har Louboutin lavet farver du ikke kan få andre steder? Nej, det er heller ikke tilfældet. Jeg har ikke bemærket at de holder hverken værre eller bedre end så mange andre neglelakker. Jeg har heller ikke set en helt unik neglelak fra Louboutin, men jeg satser på og håber på at det kommer.

Når nu jeg er lettere uimponeret betyder det så at jeg kun ejer en af de her? Nej, langt fra. Og her må jeg jo bare bøje mig i støvet og konstatere, at design vinder over funktion. De er knald flotte at have til at stå på hylden og de er helt unikke. Nogen køber en Hoptimist og jeg køber så åbenbart Louboutin neglelak. Det er meget svært for mig at tage til København, uden at komme hjem med mindst en ny Louboutin.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *