Enchanted Polish – Disco H2O

Enchanted Polish - Disco H2O

Enchanted Polish – Disco H2O

Enchanted Polish er et amerikansk indiemærke, som for mange rigtig hardcore neglenørder er noget af det mest eksklusive. Hver gang der kommer nye kollektioner eller den månedlige neglelak, så er de udsolgt inden man nogensinde får set sig om. Og er der noget der gør noget spændende for os neglenørder (…eller kvinder i det hele taget), så er det noget som der ikke er ret meget af, som vi må eje, udelukkende af den grund. Når der ikke er flere, så bliver der ikke lavet flere og så er farven ude. Ingen regler uden undtagelser, naturligvis. Det er sket en enkelt gang eller to, at Enchanted Polish har bragt nogle farver tilbage, men det er sjældent set og i øvrigt i et meget begrænset antal.

Bevares – Enchanted Polish laver også smadder smukke neglelakker, som langt de fleste gange, har fået en ordentlig spand holografisk tryllepulver. Det alene kvalificerer til at få min opmærksomhed.

De koster lige omkring 100 kr. pr. neglelak + fragt (som i skrivende stund er på 80 kr.). Det er altså ikke en af dem, du kan hive hjem, uden at løbe risikoen for, at du ender med at få en hilsen fra SKAT og Post Nord. Så vi befinder os absolut i den dyre ende i forhold til de mere almindelige neglelakker. For mig handler det dog om, at der sidder nogen, som har en viden og et håndværk, som jeg kan købe på flaske. Det er unikt og det er kærlighed og passion, som er puttet ned i en lille flaske, hvor låget har monteret en pensel for enden. Det er bare noget, som du ikke kan dappe ned i Matas og købe. Det er ikke prisen der er afgørende for, om du køber den her neglelak eller ej. Du køber den her, fordi du ikke kan lade være… Ja, nu bliver det sgu lidt helt neglelak romantisk.

Disco H2O kom til salg som en del af sommerkollektionen i 2015, hvor jeg altså sad og hyperventilerede foran min computer, for at få fat i den her kollektion (som alle de andre neglenørder). Selvsagt, så er det ikke en du kan få fingrene i hos Enchanted Polish, men du kan være heldig at finde den brugt. Uanset hvad, så kan man da altid sidde og savle lidt ned i tastaturet, ikke?

På billedet har jeg brugt to lag Disco H2O og et lag top coat.

Den er lige til den tykke side i konsistensen, for min smag, men den var helt fin at arbejde med. Som det ses på billedet, så har den opført sig rigtig pænt, trods den lidt tykkere konsistens. Så det er altså på ingen måder kritisk-tykhed Disco H2O lider af.

Da Disco H2O blev sat til salg, var det med en opfordring til at huske base coat, da den godt kunne have tendens til at efterlade lidt pigmenter på neglen, når den blev fjernet (stains). Det var ikke noget jeg havde problemer med. Jeg har måske ikke neglelak på så længe som gennemsnittet, så det kan godt være, at jeg ikke er helt fair sammenligningsgrundlag. Uanset hvad, så husker vi jo alle sammen altid en base coat, ikke? Og så er det jo intet problem.

Det skal ingen hemmelighed være, at jeg elsker Disco H2O og at det næppe bliver min, som du kan købe brugt nogen steder.

Vil du læse mere om Enchanted Polish, kan du finde det på deres hjemmeside.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *