CND Vinylux – Glacial Illusion

*** Neglelakkerne har jeg fået tilsendt fra ICG ***

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men kalenderen afslører, at det faktisk er gået hen og er blevet vinter. Med vinteren er kommet en ny kollektion fra CND Vinylux. Lad os da kigge lidt på den.

CND Vinylux - Glacial Illusion

CND Vinylux – Glacial Illusion

Kollektionen, som i øvrigt hedder Glacial Illusion, hvis du ikke fik det med i overskriften, består af seks neglelakker – tre creme lakker, to metallic shimmers og en shimmer.

CND beskriver kollektionen som at træde ind i et vinterlandskab, hvor solens stråler kommer til at danse på neglene… Sådan cirka.

Samtlige af farverne er også kommet i Shellac, hvilket jeg danser glad omkring over.

Neglelakkerne kan du finde på ICGs shop og på Beautypower.dk

Nu kan vi da meget passende lige tage et kig på farverne i kollektionen.

CND VINYLUX – ALPINE PLUM

CND VINYLUX - ALPINE PLUM

CND VINYLUX – ALPINE PLUM

Alpine Plum er en lys lilla metallic shimmer.

Og så er der sgu ellers vinterprinsesse for alle pengene. Den her er en af dem, som kan give selv den bedste neglenørd ticks over ikke at kunne få en overflade, der ikke trækker striber. Og ja, som du kan se på billedet, så er jeg heller ikke et hak bedre. Tålmodighed er dog en dyd – lad være med at fedte for meget rundt i den og hellere flere tynde lag, end et tykt lag. Den smider en del striber, så snart den er tør. Når den er våd, ser det helt galt ud, så lad lige være med at smide den ud til højre, før du har set den helt tør.

CND har fået nye pensler (som jeg skriver om en anden dag), hvilket gør rigtig meget godt for samarbejdet med den her. Den er super nem at styre og den løber ikke. Penslen skal være så parallel med neglen, som du overhovedet kan komme afsted.

På billedet har jeg brugt to lag Alpine Plum og et lag top coat.

CND VINYLUX – RADIANT CHILL

CND VINYLUX - RADIANT CHILL

CND VINYLUX – RADIANT CHILL

Radiant Chill er en kobber/rose gold metallic shimmer neglelak.

Af frygt for et ordentligt hak i pladen, så kan du egentlig bare læse, hvad jeg skrev om Alpine Plum. Radiant Chill er dog ikke helt så slem i forhold til stregerne, af én eller anden grund. Dog er den helt enormt følsom overfor selv de mindste fejl på naturneglen, så det kan godt betale sig at bruge en “ridge filler” som base coat, hvilket jeg måtte ud i. Resultatet er så til gengæld alt besværet værd – den er nemlig fuld af smuk!

Samarbejdsevnerne fejler ikke noget og så længe du ikke kager for meget rundt i neglelakken, så forsvinder rigtig mange af stregerne, så snart den er tør.

På billedet har jeg brugt to lag Radiant Chill og et lag top coat.

CND VINYLUX – CASHMERE WRAP

CND VINYLUX - CASHMERE WRAP

CND VINYLUX – CASHMERE WRAP

Cashmere Wrap er en nude-ish creme neglelak.

Jeg har det lidt stramt med de her nudes, som har en gul undertone. Det er sådan en personlig ting, men når man er rødhåret og har tendens til at have lidt rødlige undertoner i huden, så ligner de her simpelthen… Ja, at jeg har hud på neglene. Er man nu ikke en ligbleg rødhåret person, som undertegnede, så er den her jo mindst lige så smuk, som alle de andre gullige nudes, som bare ikke passer til mig. Havde jeg nu været chokoladebrun, så havde jeg jo gået med sådan en her konstant.

Jeg havde lidt udfordringer med den her, fordi den løftede lidt i laget af neglelak (i pigmentet) nedenunder, uanset hvor lang tid jeg lod den tørre mellem lagene. Det resulterede i, at jeg fik sådan en lækker mørk plet oppe ved neglebåndet, som jeg forsøgte at dække efter bedste evne. Jeg har ikke umiddelbart læst om andre der har det problem, så jeg ved ikke om min er blevet lidt søsyg undervejs i transporten? Det kan også være en fejl 40, hvor mine evner til at behandle den ordentligt har fejlet.

På billedet har jeg brugt to lag (skal vi sige to og et halvt, måske?) og et lag top coat.

CND VINYLUX – WINTER NIGHTS

CND VINYLUX - WINTER NIGHTS

CND VINYLUX – WINTER NIGHTS

Winter Nights er en blå creme neglelak.

Har nu nu læst med på bloggen et stykke tid, så ved du også, at jeg er ved at falde fuldstændig på røven over noget der er lækkert og blåt/lilla/grønt – og den her passer lige ind i den kasse! Jeg ved også at jeg langt fra er den eneste, der er ved at gå på røven over den her. Det kan man jo ikke fortænke folk i, vel? Det skal heller ingen hemmelighed være, at den skal hjem og bo hos mig i Shellac. For mig er den nok sådan ca. hvad Channing Tatum er for andre. Røvhamrende lækker!

Havde jeg nu kunne sige, at den var fuldstændig forfærdelig at samarbejde med, så havde det nok været mere spændende. Ikke engang det kan jeg sige. Den er nemlig super god at arbejde med og har alt hvad en neglenørd forlanger i samarbejdsevner.

På billedet har jeg brugt to lag Winter Nights og et enkelt lag top coat.

CND VINYLUX – MYSTIC SLATE

CND VINYLUX - MYSTIC SLATE

CND VINYLUX – MYSTIC SLATE

Mystic Slate er en grå creme neglelak.

Og hvorfor er det så, at jeg er jublende glad for at se lige præcis den her i en kollektion fra CND? Jo, det er fordi vi har manglet en lys grå i Shellac, som er uden en masse shimmer og skidt – bare dødkedelig grå, som kan bruges i designs og peppes op og få selv det fineste nytårsfyrværkeri til at ligne en fuser. Det siger måske ikke så meget om neglelakken, men der er faktisk heller ikke så meget at sige. Det er en grå, som vi har set så mange gange før, med en perfekte balance mellem blå, lilla og grøn, så den lander et ret lækkert sted lige midt i alt det.

Den er super fin at samarbejde med og render ikke steder hen, hvor den ikke skal.

Jeg kan godt få den til at dække i et enkelt lag, men jeg vil altid anbefale dig at bruge to lag – så det har jeg naturligvis også gjort på billedet. Jeg er jo sådan en der altid praktiserer hvad jeg prædiker (hoooost, host, host), men lige i dette tilfælde er det sandt. På billedet har jeg derfor brugt to lag Mystic Slate og et lag top coat.

CND VINYLUX – ICE BAR

CND VINYLUX - ICE BAR

CND VINYLUX – ICE BAR

Ice Bar en en shimmer neglelak, i en klar base.

CND er begyndt at gøre temmelig meget i det her med at have en form for topper med – altså en neglelak, som kan bruges til lige at twiste din basefarve en smule. Glacial Illusion er ingen undtagelse. Om man elsker det, hader det eller trækker på skulderen, det er der lige så mange meninger om, som der er CND neglenørder.

Personligt, så tænker jeg, at det ikke er noget jeg ikke kan finde eller lave i en bøtte med pigmenter, når det kommer til Shellac. Når det kommer til, at man måske står med det ene ben ude af døren og ikke har tid til at lægge en ny neglelak, så er jeg fan! Det er super nemt at skabe et nyt look, rigtig hurtigt. Det kan jo også være, at man bare ikke gider at bruge flere timer på at nørde med neglene og så er det nemt at skabe et look på et par enkelte fingre med et enkelt strøg.

Lige præcis Ice Bar kan virkelig ændre farverne i kollektionen, som du tydeligt kan se på billedet. Det er nogle helt andre farver, end dem du ellers har set på billederne. Winter Nights bliver næsten lilla og Mystic Slate bliver på det nærmeste helt grøn.

Pegefinger: to lag Winter Nights, et lag Ice Bar og et lag top coat.

Langefinger: to lag Mystic Slate, et lag Ice Bar og et lag top coat.

Ringfinger: to lag Cashmere Wrap, et lag Ice Bar og et lag top coat.

Lillefinger: To lag Ice Bar og et lag top coat.

DE SIDSTE ORD…

Det er ikke en kollektion der blæser mig bagover, når jeg ser på de enkelte neglelakker, med undtagelse af Winter Nights, som er vanvittigt unik, selv at en helt almindelig blå creme neglelak. Der har CND ramt noget lækkert! Jeg kan dog godt se, at kollektionen har en fantastisk fin rød tråd, når du sidder med samtlige seks neglelakker foran dig. Det er dog næppe alle de lige falder i med begge ben og køber en hel kollektion (og så er der mig, som altid gør…).

Overordnet, så er det en kollektion med et hav af lækre muligheder, hvilket jeg helt grundlæggende sætter stor pris på. Jeg sætter virkelig pris på, at man tænker i forskellige finish, farver der er langt fra hinanden og en god historie, som rent faktisk giver mening, når man får brugt neglelakkerne – og det synes jeg det gør. 

Der er ingen tvivl om, at det er en vinterkollektion og sammenhængen i den, den er der.

DU KAN FAKTISK VINDE KOLLEKTIONEN…

ICG, som er distributøren for CND i Skandinavien, har givet mig lov til at give en hel kollektion væk – endda med en Vinylux top coat, så du kan opnå op til syv dages holdbarhed, når du nu har siddet i dit ansigts fodsved og lavet en fin manicure.

Alt du skal gøre er, at skrive i kommentarsporet på Facebook (det opslag hvor jeg linker til indlægget her), hvilken en af farverne du er mest til og hvorfor.

Jeg trækker en vinder på onsdag, d. 6. december 2017, sådan omkring kl. 20:00.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *