Fokus på Cupcake Polish

I løbet af 2018 vil jeg hver måned sætte fokus på et bestemt mærke neglelak.

Jeg fortæller dig historien, hvor du kan finde neglelakkerne henne og så fortæller jeg dig lidt om, hvad du kan forvente, når du sidder med en neglelak, fra lige præcis det mærke, som jeg har stillet skarpt på. Sidst med ikke mindst, så har jeg naturligvis også et billede eller to i ærmerne, så du selv kan bedømme, om det er noget for dig.

Hvis du nu har et mærke du gerne vil have, at jeg graver lidt dybere i, så er du meget velkommen til at hive fat i mig.

I januar måned, kommer jeg til at kaste en masse kærlighed efter Cupcake Polish – lige netop, efter ønske fra en af jer.

Cupcake Polish

Cupcake Polish

HISTORIEN OMKRING CUPCAKE POLISH

Cupcake Polish bor i Dallas (Texas) i USA, så det er ikke lige rundt om hjørnet. Jeg mindes at det er Sara og hendes mand, som står bag mærket – uanset hvad, så er Sara den der repræsenterer mærket udadtil.

Cupcake Polish er et relativt nystartet mærke, som første gang så dagens lys i juli 2013. Ud over det, så er Cupcake Polish et såkaldt indiemærke, hvilket helt kort fortalt betyder, at det er et selvstændigt mærke, som ikke er hængt op på en stor koncern. Rigtig ofte, når man taler om indiemærker, så er der tale om neglelak, som fremstilles i hånden og hvor der er puttet en masse kærlighed i et håndværk.

Alle neglelakkerne er 5-free og skulle du nu have glemt hvad det er, så kan du jo lige slå vejen forbi Ordbogen for Neglenørder.

Der er ikke super meget historie, når man kigger på deres egen hjemmeside, men lidt er der dog.

Som en lille bonus-information, så kan jeg fortælle, at Cupcake Polish også er en del af The Holo Hookup hver måned.

HVAD KAN DU FORVENTE AF NEGLELAKKERNE?

Hver eneste neglelak er håndlavet og lavet i små mængder. Det vil også typisk betyde, at når der er udsolgt, så er de væk. Laves der en ny mængde, så kan du opleve, at der kan være en lille forskel i farven. Det er typisk ikke en nævneværdig forskel, men det kan du komme ud for.

En af de ting jeg godt kan bande lidt over er, at penslen er helt vildt tynd og at stammen på penslen er lang. Det betyder, at der kan gemme sig en del neglelak oppe af stammen, som har en tendens til at løbe ned på penslen, så der kommer aaaaaalt for meget neglelak på neglen. Det er dog ikke noget der har givet mig de helt store problemer, men det er et opmærksomhedspunkt.

Generelt, så oplever jeg nogle neglelakker, som er rigtig gode i forhold til konsistens og samarbejdsvilje og jeg har endnu ikke været ude for, at de krævede mere end to lag.

Der er en farve, som Cupcake Polish særligt er kendt for, som bliver ved med at blive produceret. Den hedder Berry Good Looking og den kan du se meget mere til, lidt senere.

HVORDAN SER NEGLELAKKERNE SÅ UD?

Neglelakken kommer i en lille og høj flakon, som indeholder 15 ml. neglelak. Det er temmelig praktisk, i forhold til opbevaringen, modsat fx OPI, som fylder enormt meget, fordi den flakon har en smal bund og bliver større, op mod åbningen til penslen.

Men lad os da kigge lidt på de fine neglelakker…

CUPCAKE POLISH – FROM CANCUN, WITH LOVE

Cupcake Polish - From Cancun, With Love

Cupcake Polish – From Cancun, With Love

From Cancun, With Love er en grøn jelly, med holo shimmer og lidt flakies. Den har lidt undertoner af blå (det nogen kalder for teal).

From Cancun, With Love var en del af The Holo Hookup i maj 2016, så hvis den her lige er noget for dig, så må jeg skuffe dig og sige, at du desværre ikke længere kan få neglene i den.

Skulle den nu gemme sig i skuffen, så kan jeg fortælle dig, at den er rigtig fin at arbejde med, men at de der flakies der er i, ikke umiddelbart er så fremtrædende. Man kan godt se dem på neglen, men de drukner simpelthen i holo. Skal man drukne i noget, så er holo shimmer ikke det værste man kan drukne i. Du kan måske være heldig at spotte dem lidt på min ringfinger.

På billedet har jeg brugt to lag From Cancun, With Love og et lag top coat.

CUPCAKE POLISH – VOLCANIC LIGHTNING

Cupcake Polish - Volcanic Lightning

Cupcake Polish – Volcanic Lightning

Volcanic Lightning er en rød holografisk jelly neglelak med lilla flakies.

Volcanic Lightning var en del af The Holo Hookup i december 2015, så hvis den her lige er noget for dig, så må jeg skuffe dig og sige, at du desværre ikke længere kan få neglene i den.

Det er rigtig svært at spotte de lilla flakies blandt alt det lækre holo, men de er der – dog meget sporadisk. De skal fiskes lidt op og placeres, da de ellers bare ryger tilbage på penslen. Hvis du har godt med neglelak på penslen, så gør du det lidt nemmere for de fine flakies, så de kan finde deres plads på neglen.

Samarbejdsviljen er rigtig fin. Konsistensen er en smule tynd i det, vil nogen helt sikkert synes.

På billedet har jeg brugt to lag Volcanic Lightning og et lag top coat.

CUPCAKE POLISH – FIRST KISS

Cupcake Polish - First Kiss

Cupcake Polish – First Kiss

First Kiss skulle være en lyserød holografisk jelly neglelak, men som du kan se på min, så er den falmet rigtig meget, trods den har stået opbevaret korrekt og udenfor direkte lys. Det kan jeg da godt blive lidt nedturs-agtig over. Den var fin og lyserød, da jeg modtog den, for to år siden. Den er lidt mere ovre i den sarte lilla farve nu og den er pæn, men det er altså ikke den oprindelige farve. Det skal siges, at det altså er første gang jeg har oplevet, at en neglelak fra Cupcake Polish er falmet. De plejer fint at kunne holde farven, selvom nogle af dem jeg har, er rigtig gamle.

First Kiss var en del af The Holo Hookup i januar 2016, så uanset hvad, så er det ikke en neglelak du kan få neglene i længere.

Når det så er sagt, så er det kun pigmenteringen det er gået galt med. Konsistensen fejler intet og den er rigtig fin og samarbejdsvillig. Det er heller ikke gået ud over dækkeevnen, at den er falmet en del.

På billedet har jeg brugt to lag First Kiss og et lag top coat.

CUPCAKE POLISH – BERRY GOOD LOOKING

Cupcake Polish - Berry Good Looking

Cupcake Polish – Berry Good Looking

Berry Good Looking er en lilla jelly holo.

Lad os da endeligt slutte helt oppe på alt det der er fedt, nemlig en neglelak, som du stadig kan købe. Lige præcis Berry Good Looking er lidt en cult-classic, hvis man er lidt nørdet med indieneglelak. Uden at vide det fuldstændigt, så er det den der har bragt Cupcake Polish på verdenskortet over indiemærker. Under alle omstændigheder, så er det den der har skylden for, at jeg fik øjnene op for Cupcake Polish, så det er så min kilde til den påstand jeg lige skød afsted.

I nogle af de tidligere udgaver af Berry Good Looking, har der været problemer med, at neglen er blevet lyserød, altså at den har stainet. Det er ikke noget jeg har oplevet med den jeg har, men brug altid en base coat, uanset hvad pokker du kommer på neglene.

Det kan gøres helt kort – den er nemlig lige præcis som den skal være i konsistensen og den er tæt på at være dækkende i et lag. Dog er jeg en af de tosser der altid bruger to lag, uanset hvad.

På billedet har jeg brugt to lag Berry Good Looking og et lag top coat.

NINA! JEG SKAL HAVE KØBT MIG NOGLE LAKKER FRA CUPCAKE POLISH!

Er der noget jeg meget har dårlig samvittighed over, så er det at hjælpe folk med at gøre deres samling af neglelak større.

Når det kommer til indiemærker, så forsøger jeg så vidt muligt at købe dem direkte hos producenten. På den måde, går fortjenesten direkte til håndværkeren, hvilket jeg altid synes er en god historie.

Du kan købe Cupcake Polish direkte på deres egen hjemmeside, eller du kan købe det hos en af deres internationale forhandlere, som også findes indenfor EU.

Jeg håber du er blevet fristet til at kigge lidt nærmere på Cupcake Polish og måske endda forsøge dig med et par af de fine neglelakker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *